I Bådene

Klokken 0:40: Den første båd bliver firet lige så langt ned at skibets

dæk er i samme højde som redningsbådens.

En matros anbringer den ene fod på redningsbåden og den anden

på skibet og begynder at hjælpe de første kvinder og børn over

det uhyggelige hul. Cellisten fra skibsorkesteret, Roger Brixcoux

fra Lille (i Nord Frankrig) løber fra trappegangen ud på båddækket.

Lawrence Beesley har fortalt historien: Manden trækker sit instrument

efter sig. Musik skal der til! De syv musikere under Wallace Hartley

spiller, til vandet skvulper over fødderne på dem - en pligtopfyldelse

der er lige så stor som maskinfolkene i Titanic's sårede underliv.

Musikerne er handicappet af at de skal spille på stryge og

blæseinstrumenter med redningsveste på og spille op til deres egen

død med en munter ragtime. Ingen af de otte overlevede - og deres

sidste sang var ifølge overlevende "Near My God To Thee"

Klokken 0:45 bliver den første redningsbåd sænket ned fra 7. etage

gennem trisserne lader matroserne rebet løbe i ryk.

Men der er kun 28 i båden, med en kapacitet på 65 og af de

28 er de 12 mænd.

Hvorfor skal 37 mennesker dø, som der havde været plads til den

første båd udover de 28? Fordi mange passagerer er bange for at

træde over i denne nøddeskal på 7.etage over den dybe, sorte

afgrund og betro deres liv til denne nøddeskal - Titanic ser jo så

imponerende ud med alle sine lys tændt, selvom forenden af skibet

klart kan ses ligger lavere og fuldstændig stille.

Den anden grund er at officererne er bange for at båden med en last

af 65 mennesker skal brække over på midten, når den svæver ned

i to torve der kun holder for- og bagenden. De tiltror altså Titanic's

konstruktører, at redningsbådene - hvis antal oven i købet er for ringe -

er forkert indrettet, men dette er endnu en fejl, for fra klokken 1:20,

godt en halv time efter sidder der op til 70 mennesker i

redningsbådene, og der er ingen skade sket.

Dertil kommer en række grove organisatoriske fejl, som kaptajn

Smith helt klart har ansvaret for.

Han har bestemt at kvinder og børn skal begive sig til båddækkets

bagbordsside - og han forsøger derpå at sørge for at kvinder og

børn kommer først i redningsbådene. En af delene er forkert:

Hvem skal i grunden bemande ti redningsbåde på styrbords side,

når kvinder og børn er beordret til bagbord og mændene ikke må?

Derfor sidder der tolv mandlige passagerer i den første båd, for bliver

firet ned på styrbordsside; og hvis Amerikas rigeste mand, oberst Astor,

på et eller andet tidspunkt i løbet af de næste 70 minutter havde

gået over dækket var han sandsynligvis ikke været blevet knust

af en af Titanic's 24 meter høje skorstene.

Men hvorfor ses dette ikke af dem der står på bagbordsside?

Sagen er, at dækket er 28 meter bredt, længere end en tennis

bane er lang, og midt i rager de fire kæmpe skorstene op, og der

findes desuden ventilatorer, officerskvarterer, motionscenter, og høje

"tage" over et par af de store saloner på 6.etage. Endvidere er

natten måneløs og båddækket ikke så klart oplyst.

Og så står kaptajn Edward J. Smith på bagbordsside og dirigerer

hele operationen til det sidste, og det er naturligt at alle flokkes

om kaptajnen i farens stund - siger Dr. Dodge fra San Francisco -

og da navnlig de førsteklasses passagerer har spist sammen med

ham. Mange af disse er kend af offentligheden og trækker andre passagerer til. Og det er en fejl af kaptajnen udelukkende fører

opsyn med bagbordsside (på styrbord er det førstestyrmand

William Murdoch), for der var meget - umådeligt meget - som skulle have været gjort, men som ikke blev gjort.

Har nogen kontrolleret om alle passagerer i det hele taget er

blevet vækket?

Det er åbenbart ikke sket, hvilket major Peuchen og Dr. Dodge

beretter, og det gælder navnlig anden- og tredjeklasse. Formodentligt

har Mrs. Eloise Hughes Smith også ret, da hun siger, at hun fra

redningsbåden hørte et skrig fra mellemdækspassagerer der for sent

opdagede hvad der foregik på skibet.

Snesevis af passagerer vågnede først da skibet stod så skråt at de faldt

ud af køjerne, og andre var faret vild i gangene, eller fanget i en

blindgyde - hvor de ingen chance havde for at flygte fra det

frysende vand og bare kan stå og se vandet stige i hastigt tempo.

Hjælper nogen de passagerer der er nede i skibet? Og er vågne,

med at finde trapperne og ikke farer vild i de i alt 7 kilometer lange

gange? Ser nogen efter i de 762 kahytter og mangfoldige

opholdslokaler? Ingen stewarder har efter befalingen klokken 0:05

fået pålæg i den retning. Og selv flere stewarder er, siger de selv,

ikke orienteret i kæmpepaladsets komplicerede indre.

Og i denne sammenhæng vil jeg lige kommenterer et hovedpunkt i

mange filmatiseringer at Titanic katastrofen: Den menneskeforagtende

tilsidesættelse af mellemdækspassagererne, da det drejer sig om

tildeling af de alt for få pladser i redningsbådene. 30 børn fra tredje-

og andenklasse reddes, mens 52 fra tredje-

klasse drukner. Af kvinderne fra førsteklasse reddes 97 procent, af

mellemdækspassagererne kun 46 procent.

Sådan forholder det sig også; men det skyldes at hundrede af

passagererne fra tredjeklasse aldrig nåede op på båddækket fordi de

enkelt sov, var faret vild i gangene eller fanget i en blindgyde.

Klokken er 0:50 og Titanic's forskib ligger nu så lavt i vandet at alle kan

mærke det. Intet ombord er længere vandret og de første møbler

kommer i bevægelse.

I den forreste tredjedel af Titanic er vandet nået hoveddækket,

dvs. 2.etage. af det 10.etagers kæmpepalads. I denne højde ender

de skotter, der deler skibet i 16 dele og hævdes at sikre det mod at

synke. Nu begynder vandet fra de beskadiget fem første dele at løbe

over til den sjette.

For fuld kraft sejler Carpathia, der er alarmeret af Titanic's nødsignaler

i radioen, i retning af det døende kolos.

Om 200 minutter vil den redde de første fra bådene - men det er

110 minutter for sent til at redde de 1500 der i deres redningsveste

flyder rundt i det iskolde vand på -1oC.

En myte går om at et skib ligger mellem Californian og Titanic som ser

nødraketterne, og høre nødsignalerne - men ikke kommer Titanic

tilhjælp pga. sine illegale aktiviteter, jeg kan ikke hverken afkræfte

eller bekræfte denne myte, men det kunne have været det t

andenstyrmand Lightoller så fra Titanic, ca. 6 sømil væk.

Et andet skib er som sagt nærmere, allerhøjst tyve sømil borte:

Fragtskibet Californian. Kaptajnens i sig selv fornuftige beslutning

om at lade maskinerne stå stille natten igennem på grunden af

faren for isbjergene det har imidlertid til følge at der ikke er strøm

på skibet og telegrafisten er gået til køjs.

Og nu sender altså Titanic nødraketter til vejrs. Fra klokken 0:45 når

dens hjælperåb også det blotte øje og kan registreres af selv den mest

nærsynede.

Hvis Californian nu ville reagerer, ligger det sådan at ilden under deres

kedler stadig ikke er slukket og det ville kunne nå det på højst

2 timer, og de mennesker der befinder sig i vandet kun ville have

været der i ca. 10 minutter og i hvert tilfælde over tusinde ville

have blevet reddet.

Hvis skibet ikke havde været tyve men fjorten sømil borte som den

amerikanske undersøgelseskommission anslår ville det have kunne

nå at være der i tide til at passagererne kunne gå direkte fra Titanic

til Californian uden at får våde fødder.

Og nødraketterne bliver observeret! Fyrbøder Ernst Gill på Californian

erklærer i søforhøret: "Jeg havde været en snes minutter på dækket,

da jeg til styrbord så en hvid raket i en afstand jeg anslår til ca. ti sømil.

Jeg troede først at det var et stjerneskud, men efter syv-otte minutters

forløb så jeg tydeligt en anden raket på samme sted, blålig

eller hvid, stjernerne fløj fra hinanden og så sagde jeg til mig selv: 'Det må være et skib i havsnød' - men det var jo bare ikke min opgave

 at melde det til kommandobroen, men fra denne kan man

umuligt have undgået at se raketterne."

Spørgsmål til kaptajnen på Californian, Standley Lords: Så De den

nat nødsignaler af nogen art? ,"Nej, sir! Vagthavende officer så et

par signaler, men han sagde at det ikke var nødsignaler".

Kan nødsignaler da ikke da ikke identificeres med sikkerhed?

"Jo, ingen forveksling er mulig, men vi havde slet ikke kunne se

raketter fra Titanic. 20 sømil er en betydelig afstand! Titanic må

have været langt under horisonten, og man har kunnet antage

raketten eller raketterne for stjerneskud".

Hvis man havde været i tvivl, kunne man naturligvis også have vækket

radiotelegrafisten og skaffet ham en smule strøm, for at høre om der

skulle være nogen skibe der sendte nødsignaler. Dette skulle

kaptajnen under alle omstændigheder have gjort, da vagthavende

officer informeret ham om, at han havde set otte af disse hvide lys,

men kaptajn Lords gik til køjs, ligesom radiotelegrafisten havde gjort.

"Jeg ville have givet, jeg ved ikke hvad, for en 15-centimeters kanon

og et par granater for at vække disse mennesker!" Siger Titanic's

andenstyrmand, Charles Lightoller, for han ser positionslanternerne

og drager, præcis som den amerikanske undersøgelseskommission,

den slutning at det må være Californian, det skib der narrede Titanic's

besætning og menneskerne i de første redningsbåde.

Men her har vi med en uløst gåde at gøre.

Kun følgende står fast: Fjerdestyrmand, Joseph Boxhall, der havde

ansvaret for affyring af nødraketterne, havde dette skib i tankerne, hvis

lanterner han kunne se, og efter hans mening kun var fem sømil borte.

Efter denne bedømmelse lod han også morse med lanternen:

"Vi synker, hurtigt!" og kaptajn Smith gav føreren af den første

redningsbåd ordre til at sætte kurs mod disse lanterner.

Hvis det var Californian var det ikke 20, ikke 14 og end ikke 10 sømil

borte, sådan som forskellige gæt lyder, men 5. Hvis lyset ikke var

Californian, måtte dette have været fra et aldrig identificeret

spøgelsesskib...

Klokken er 1:00 og den femte og fjerde af tyve redningsbåde fires ned

fra syvende etage - 21 meter ned til det iskolde, sorte hav. I disse to

både er der kun i alt 68 mennesker, men der er i alt 130 pladser.

Skibsorkesteret fortsætter med jazzmusikken -

"Jeg bryder mig ikke om genren", siger andenstyrmand Lightholler

"men dan nat glædede den mig. Jeg tror den var en hjælp for alle".

Navnlig bestyrkede det passagererne i den tro at enten ville Titanic

ikke gå ned - ellers ville hun blive flydende i så lang tid at hjælpen

ville nå frem.

Samtidig med denne båd fires ned fires en anden båd ned på

styrbordsside og også her er der for få passagerer, som vil med.

"Hvem er den næste?" råber jeg - beretter femtestyrmand Lowe -

"men ingen svarede"

Så træder seks fyrbødere over i båden. Foruden fire mænd fra

førsteklasse med to tjenere og en hund - mens samtidigt fire andre

herrer fra førsteklasse tager afsked med deres koner, til trods

for at der er plads nok til dem alle i båden.

Dette kan forklares med, at den sunde menneskeforstand ikke kan

klare sig imod den moralske vægt, som slagordet "Kvinder og børn

først!" har for mænd af ære.

En af de fire der lader sin hustrug stige alene i båden, og på den måde

vælger døden, er præsidenten for den canadiske Grand Trunk

Railway, mangemillionæren Charles M. Hayes. "Hvis han havde været

chef for denne skibsfartslinie, ville Titanic aldrig været gået under!"

skriver et par uger senere Elbert Hubbart, der i 1915 omkom med

Lusitania. "Hayes satte sikkerhed over hurtighed.

Han ville uden at tøve have installeret en projektør, så isbjerget ville

været blevet opdaget fem sømil før. Han ville også have fyldt det rum,

hvor det idiotiske svømmebassin var med redningsmateriel!"

Dette er en led kritik der efter katastrofen bliver rettet mod

kaptajnen og rederiet.

Der blev dog talt om det allerede før kollisionen, og det ville

være mærkeligt hvis de ventende passagerer ikke havet drøftet

sagen indgående.

Klokken er nu 1:15 og der er 65 minutter til Titanic vil gå under.

Nu kommer der omsider gang i forestillingen på Titanic.

Elleve af de tyve redningsbåde bliver firet ned til havfladen -

og nu er der pludselig 55 - 64 - 70 mennesker i bådene.

Dette er imidlertid på ingen måde udtryk for den voksende angst,

tvært imod: "Ingen af kvinderne græd" beretter oberst Gracie.

"Alle passagerer var stille som i en kirke" siger andenstyrmand

Ligthholler. Sagen er at da de første fem redningsbåde er sat i

vandet uden problemer har man fået tillid til bådene.

Lawrence Beesley er også bagefter forbløffet over at der ikke var

antydning af panik, da vandet allerede skyller henover welldækket,

altså 4.etage. "Man kan uden overdrivelse sige: Dem der hjemme

læste om katastrofen og forestillede sig det store skibs undergang,

følte stærkere rædsel end de passagerer, der stod på båddækket og

så det synke centimeter for centimeter.

Natten var fredfyldt, himlen var klar, havet roligt som et gadekær,

og skibet bevægede sig ikke".

På 6.etage, i førsteklasses rygesalon, demonstrerede imidlertid fire

herrer fra det fineste amerikanske society at problemet med

redningsbådene ikke interesserede dem det mindst.

Oberst Gracie fra Washington ser dem kort før klokken 1 sidder der

alene, knap halvanden time før skibets undergang: Archibal Butt,

der er den amerikanske præsident Tafts militære rådgiver, stålfabrikanten Arthur Ryerson fra Chicargo, den 65-årige maler

og forfatter, Francis Davis Millet, der er formand for eller medlem

af tatlrige internationale selskaber, og Clarence Moor fra

Whasington - arkæolog, kosmopolit og importør af engelske

jagthunde.

"Disse fire herrer så ud til at være klar over, hvad de gjorde",

fortæller Gracie, "og tog ingen som helst notits af det, der foregik

på dækket udenfor" - trængslen, kommandoerne, afskedsscenerne,

taljernes knirken, skibsorkesterets krampagtige muntre stryge- og

blæsespil eller raketternes væsen.

Kun skibets hældning har de måtte tage til efterretning - glassene var

jo ikke langt fra at rutsje ned, og sjussernes overflade dannede

en sjov vinkel med bordpladen.

Man har lov til at tro at de fire herrer spiller en lille komedie for

hinanden og for de andre passagerer for at vise hvor suverænt en

gentleman omgås liv og død; desuden er Mr. Millet ikke blot en

kunstner, men var trommeslager i Den amerikanske Borgerkrig

(1861-1865) og dekoreret med en række russiske ordener.

Det var den slags mænd, som Mrs. White gerne ville have set i

bådene - men de dør alle.

Olympic.

Alle både er roet fra skibet og ca. 1500 mennesker er blevet ladt

tilbage til deres skæbne, og næsten alle vil dø.

Mange passagerer beder højlydt fadervor mens de af frygt arbejder

sig op at "det synkefrie" skib mod agterenden der nu stikker ca. 30

grader i vejret.

Et par børn skriger; de fleste voksne er endnu som før tavse, knuget

af den voksende angst og panik - når man ser bort fra de unaturligt

lystige mænd der har anskaffet sig en flaske whisky.

I radiolukafet vakler en halv bevidstløs kvinde ind.

Bride giver hende en stol og et glas vand, mens Phillips går ud

på dækket for at tage bestik af situationen.

Lidt efter kommer kvindens mand og trækker hende med udenfor.

Klokken 2:10 der er 10 minutter tilbage. Straks efter at Phillips er

kommet tilbage til radiolukafet, overfaldes han af en fyrbøder der vil

tage hans redningsvest. Bride iler til hjælp og de slår manden

bevidstløs.

Bride siger til den amerikanske undersøgelseskommission

"det gør mig ondt at sige det, men vi kom for hurtigt ud af lukafet til at

tage manden med, han må utvivlsomt være druknet".

"Så er det ud!" råber Philips, først og fremmest fordi der ser

"temmeligt broget" ud udenfor. Vandet har nået kommandobroen på

7.etage, hundrede af mennesker løber forvirret rundt på dækket.

Bride morser en sidste gang og følger så efter Philips.

På dækket spiller orkesteret en sidste salme: "Nærmere, Gud, til dig"

med linjerne:

Still all My song shall be

Near, My God, to thee,

Near to Thee

Fra bådene ser man med rædsel, at det 269 meter lange skibs over

hundrede tons tunge ror og de tre kæmpe skruer hæve sig over

vandet.

I følge ren logik rammer skibets bevægelser mod lodret de hundrede

af mennesker der er inde i Titanic hårdest. Det er der ingen vidner

til, men der kan ikke være nogen tvivl om hvordan det føles.

De sidste vågner først nu, fordi de bliver slynget ud af køjen, og

sammen med dem der er faret vild i gangene og er blevet fanget i

skibets indre eller dem der blot ikke ville tro at der kunne ske dem

noget i centrum af sådan et teknisk vidunder - sammen med alle

disse gribes de af dødsangsten, og et langvarigt skrig lyder

gennem de syv kilometer gange.

Dørken bliver langsomt til skot, "skotte til dørk" siger søfolk - og

hundrede ser vandet stige, men de kan ikke flygte, og ingen

undslipper til at fortælle om dette...

Klokken er 2:15 og der er fem minutter til verdens største skib er fortid.

Kommandobroen forsvinder under havets overflade.

Den store rotationsbevægelse har nu givet dækkene en vinkel med

vandet på ca. 45 grader.

Ingen kan stå op, og det er ikke længere muligt at krybe opad.

I bedste fald kan man ligge på maven.

Det må være omkring tusinde mennesker der klamre sig til skibets

hæk, der endnu er rødligt belyst af de døende lamper, og som

stadig løfter sig højere og højere, op til 60 gradervinkel med

havoverfladen.

Masser af mennesker styrter i vandet, og river andre med sig i dybet.

Der vidnes ikke meget om hvornår de forskellige falder.

Men man må tro at de otte musikere allerede er i det iskolde vand,

da de ikke havde tid til at finde et fast sted at stå, og det samme

gælder gamle Isidor Straus, der i sin tid var ven og rådgiver for den

amerikanske præsident Cleveland.

Efter nutidens målestok ville han have været milliardær.

Du kan være sikker på at hans kone, der ikke ville forlade ham,

har holdt ham tæt omslynget, da de styrtede i døden.

Også kaptajn Smith må være styrtet i vandet omkring dette tidspunkt

og her være død af kulde, hvis han da ikke - som så mange andre -

blev dræbt af skibet.

Det er en legende, at han skød sig, og det samme gælder det rygte,

der siger, at hans sidste råb i megafonen var "Be British!"

Hvor britisk var han selv? Er det "britisk" at gå i døden med en

anstand og titel som man ikke burde have? I nærheden af hans

fødeby står der et mindesmærke for denne Edward J. Smith,

den højst lønnede kaptajn på verdens havende, og han er

genopstået i lige så mange film som kaptajn Bligh på Bounty.

Nogle ombord, de klogeste, venter ikke på at de skal blive slynget

i vandet, men springer. "Det stod mig helt klart, at det ville være

skæbnesvangert at være en af de mange hundrede, der om få

minutter skulle kæmpe for livet i det iskolde vand", fortæller

andenstyrmand Lightoller. Han springer derfor på hovedet i, og

straks bliver han grebet af det iskolde vand. "som tusinde knivstik" .

Knap har han fattet sig en smule efter kuldechok'et før han bliver

grebet af suget fra en fra en luftskakt der fører 30 meter ned til det

tredje kedelrum.

Vandet vælter ind og skaber derfor et utroligt sug.

Han prøver at frigøre sig fra trykket der hiver ham mod trådnettet

der dækker åbningen, mens skakten langsomt synker.

I redningsbådene er næsten alle tavse, nogen er begyndt at

synge eller råbe for at overdøve rædselsskrigene fra de ca. 1500

ombord på Titanic.

Mange matroser har lagt årene og stirrer på tårnet der langsomt rejser

sig højere og højere.

Kvinderne vender sig bort, eller dækker ansigtet i naboens skulder.

I båden hvor Lawrence Beesley befinder sig - der er gået tre

kvarter siden de blev firret ned - siger en mand:

"Hvis Titanic virkeligt skal synke, har alle ombord heldigvis haft tid til

at bringe sig i sikkerhed". Mange nikker samtykkende.

Klokken er nu 2:18 og der er to minutter til Atlanterhavet lukker

sig over Titanic.

Agterskibet står lodret i havet, i en højde af 60 meter, og mange

af de mange hundrede mennesker, der har haft søgt tilflugt i hækken,

klamrer sig til rælingen for ikke at falde, men de fleste falder i dybet.

Mange dræbes straks, fordi vandet efter et fald fra sådan en højde slår

som en sten, eller fordi de på vejen ned rammer et af de mange

udhak på båddækket. Nogle holder også stadig fast i agter hækken,

altså 60 meter over vandet. Vi ved intet dem, for ingen overlevede.

Måske har de skreget, men ingen hørte det, for nede i skibet bryder

nu, klokken 2:18 en umådelig larm ud, der kommer i bølger på i alt

tyve sekunder:

Tusinder tons jern og stål, de 29 kedler, der alle er fem meter i

diameter og har i alt 159 fyrpladser, de 118 tons tunge krumakser, de

kæmpe stempler, plejlstænger og cylindre, lavtryksturbinen, der

alene vejer 420 tons - alt dette der er omhyggeligt nittet til tykke

stålplader og ville kunne tåle skibets bevægelser i en orkan, men at

dette nu stiller sig lodret udsætter maskineri og kedler for så

voldsomme påvirkninger, at alt rives løs.

De vældige metalmasser tordner gennem skroget, knuser alle skotter

og måske også boven, så de er nået til havets bund et par

minutter før resten af skibet.

Den varme luft der farer gennem skroget redder Lightoller der har

været suget fast til skibet og er på vej ned: Den varme luft slynger ham

op til overfladen, og med sine sidste kræfter når han en båd,

der driver med bunden i vejret.

Men andre dele af skibet kan ikke holde til at skibet står lodret:

Bardunerne der holder de fire skorstenene på plads sprænges,

for den ene skorsten; og denne der normalt er 24 meter høj og

5,8 meter i diameter på den smalle led af ovalen - dette kolossale

stykke metal styrter i havet i en gnistregn og rejser et kolossalt

skumsprøjt, den ved styrtet opnåede bølge driver båden med

Lightoller 30 meter bort fra skibet, og skorstenen knuser de mange

mennesker den rammer på sin vej ned, deriblandt oberst Astor,

Amerikas rigeste mand, som tidligere nævnt.

Klokken 2:18 slukkes lysene ombord, da kedler og maskiner river sig

løs. Kun en grøn petroleumslampe blinker endnu fra hækken.

Rederen, lord Ismay, ser den fra båden, da han én eneste gang

vover et blik på sit skib; ellers vender han konsekvent ryggen til det.

Klokken 2:19. Ét minut til Titanic's undergang.

Agterskibet står endnu med 60 meter over havet.

Skroget tåler belastningen - dette rummer tre millioner nitter, der

vejer tilsammen 1200 tons og er indtil tre centimeter tykke.

Og naturligvis er verdens største skib bygget solidt, sådan som det

er tradition på britiske værfter.

I de to sidste minutters sælsomme stilhed høres ingen skrig.

De hundrede, der opholder sig på hækken, synes at være blevet

stumme af rædsel. Mange af dem oppe ved petroleumslampen

er sikkert omtåget af whisky.

Der er et minut tilbage og elleve til skibet rammer havbunden fire

kilometer længere nede. Hvad der i denne tid sker i dets indre,

men navnlig oven over dette, i havets overflade, er så frygteligt at de

fleste overlevende slet ikke og andre kun tøvende fortæller om det.

Klokken 2:20 sker det utrolige, som endnu for en halv time siden de

færreste troede kunne ske, og verdensoffentligheden i flere dage

nægtede at tro kunne være sket: Oceanernes dronning, verdens

største skib, historiens hidtil vældigste tekniske produkt, begynder

sin rejse mod Atlanterhavets bund.

Fra den lodrette stilling, hvori Titanic blev stående i to skrækslagne

minutter, ændre agterskibets hældning mod havoverfladen til

ca. 70grader.

For en del af dem, der befinder sig på hækken, betyder dette døden,

nemlig for dem, der er klatret op til roret og har kunne holde sig fast på

en skrå flade, der nu bliver for stejl. Som før nævnt er faldet på 60

meter næsten med sikkerhed dræbende.

Med rask tiltagende hastighed glider Titanic nu i dybet, og der er

endnu hundrede af mennesker på hækken.

Dem der klamre sig til overbygningerne eller tagene skyller

havet af, meter for meter; mens andre forsøger at springe når de er

nærved overfladen.

De sidste på hæggen efterlader Titanic kæmpende i overfladen,

mens kæmpepaladset forsvinder i havets dyb for evigt.

Der mærkes kun et svagt sug, og der høres ingen larm, lige straks

end ikke skrig - kun en svag buldren; en svag bølge bredder

sig som en ring og gynger de døde. Overstedet: En sky eller fane

af røg, måske af damp og kulstøv.

"Klokken 2.20" I båd nummer 5, der driver med bunden i vejret,

siger en mand "she's gone". I båd nummer 13 oplever passagererne

Dodge og Beesley "en følelse af stor ensomhed" En mand siger:

"Dette er ingen spøg - vi risikerer at drive rundt her i dagevis,

indtil nogen fisker os op" I båd nummer 3 råber en fyrbøder:

"Det er sunket, kammerater - ro til som helvede, ellers bliver vi

ramt af den frygtelige bølge!". Og en kammerpige skal - en af

de berømte anekdoter - have sagt til sin frue: "Der forsvinder

Deres smukke chemise med Brysseler-kniplingerne!"

Klokken 2:21: Bølgen kommer jo ikke, og der er stille på

katastrofestedet. Kun i både, der er nærmest, kan man høre

skvulpene fra kasser, stole, planker, skuffer, døre, paneler og andre

genstande flyde op til overfladen.

I Titanic's indre, langt under havets overflade, farer vandet gennem

korridorer, sale og kahytter i agterskibet og vælter alt på sin vej.

De, der endnu er i live, drukner ikke, men dræbes af det enorme tryk.

De tre skorstene der er tilbage kan ikke klare trykket og bliver revet

af for at synke til havbunden selvstændigt.

Klokken 2:22. I agterskibet opstår en kæmpe "eksplosion", idet en

kæmpe luftboble har kunne holde sig i dets indre, og brister under 30

atmosfærers vandtryk, skibssiderne bliver trykket ind, hækken

brækker over mellem de to tomme huller efter skorstenene har stået

og skibet knækker på midten hvorefter hver del synker alene i havet

(i dag i 1998 diskuterer man stadig om Titanic knækkede før eller

efter det snak).

Først nu omkommer de sidste af de fem hundrede, hvis grav skibet

forbliver, for da hækken for ti minutter siden begyndte at løfte sig op

over vandet, betød det jo en dødsdom for mange af de

indespærrede passagerer.

Da al luft nu er forsvundet fra skibet, er dette blevet otte gange så

tungt som vand og synker med 400 meter i minuttet, så hurtigt

som en ekspreselevator i de amerikanske skyskrabere.

Klokken 2:25 vender den første af de to både der vendte

tilbage, tilbage.

Det er båd nummer 4. "Vi roede som afsindige væk fra Titanic, også

Mrs. Astor og Mrs. Thayer", fortæller Mrs. Emely Ryerson, der sidder i

båden med sine tre døtre og barnepigen. "Men der var intet sug, og

derfor vendte vi om - nogle kvinder protesterede og andre insisterede

- og vi trak seks eller syv mænd op af vandet".

Det er stewarder og fyrbødere, en af dem er så beruset af nogen af

kvinderne må ligge ham ned og sætte sig på ham.

De andre er næsten lammede af kulden, og to taler i vildelse

og dør i båden.